Smadremanden er tilbage
Zirkus Nemo Classic 2023 er et overflødighedshorn af morskab og vanvid, lover zirkusdirektør Søren Østergaard.
Nu varer det ikke længe, før Zirkus Nemo traditionen tro slår pløkkerne i jorden og kommer forbi både Randers og Aarhus.
Med sig i det store Zirkus Nemo Classic show har zirkusdirektør Søren Østergaard gamle kendinge som Målermanden, Marianne, Baglænsmanden, Bager Jørgen, Manden der ikke kan fløjte, Kim Tim, Smadremanden og mange flere.
»Hvert år skal jeg træffe en beslutning om, hvem af karaktererne der skal være en del af forestillingen, og hvert år er der nogen, jeg desværre må vælge fra. I år har jeg taget konsekvensen, så stort set alle, med nogle få undtagelser, er med,« siger zirkusdirektør Søren Østergaard i en pressemeddelelse.
Zirkus Nemo Classic er i Randers, på Juventusvej (v. Memphis Mansion) 7. -10. juni og i Aarhus på Tangkrogen 13. juni til 2. juli.