Er du der far?
Hvordan oplever man det, når et nært familiemedlem får demens? Det kan du høre meget mere om, når journalist og foredragsholder Kasper Friche besøger Randers Bibliotek.
Randers Bibliotek er tirsdag 9. maj ramme om temaaften om demens.
Kasper Friche, der står bag tre dokumentarprogrammer for DR om emnet demens - ”Er du der far”, ”Hva’ nu mor?” og ”Farvel far”, kommer blandt andet og fortæller sin historie om, hvor voldsomt det berørte familien, da hans far blev ramt af demens.
Desuden vil en del af aftenens program komme fra Randers Kommunes demenskoordinatorer.
»Demensteamet kan anbefale at møde op denne aften. Det at høre om andre familiers måde at tackle hverdagen og alt, der følger med i at leve med en demenssygdom inde på livet, kan vække genkendelse og give nye idéer,«siger Jette Baagøe, demenskonsulent i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
Der er også mulighed for at tale med demenskoordinatorerne og eventuelt lave en aftale om et møde.
Billetter skal købes hos Randes Bibliotek.