Præsteklumme: Om kærlighed til et æbletræ og håb og handling

Hjemme i haven ved min præstebolig er et enkelt frugttræ. En ukendt art, som giver fine røde æbler, der hvert år tvinger de lange grene mod jorden.

»Det er klippet helt forkert,« sagde en fagkyndig engang og forklarede mig, hvordan jeg burde klippe det gamle træ efter alle kunstens regler. Det gik over min forstand, og jeg spurgte derfor om råd hos en gartner. Her fik jeg en helt anden, men lige så klar besked. Mit hoved var fyldt, og træet blev ikke trimmet det år.

En driftig mand, som arbejder på akkord sagde: »Det vil være bedre at fælde det og plante et nyt – sådan ser jeg på det«. Sådan vil jeg ikke se på det, og så tænkte jeg igen. Tiden gik; endnu et år med en æblehøst, hvor grenene lå hen over plænen og kvalte mit forsøg med vilde blomster under æbletræet.

En mandag morgen kørte jeg for nyligt mod øst. Over tre broer og langt væk hjemmefra ligger en tidligere højskole, hvor jeg fik værelse på forfattergangen. Jeg har været der før – dog i et andet værelse, men udsigten var næsten den samme. Jeg opdagede det straks, udsigten fra det lave vindue var lidt forskudt, men genkendelig.

En gammel æblehave lige der uden for vinduet. De gamle kraftige træer bliver kærligt passet og plejet – man kan se det, for resterne af sidste års nedfaldsæbler ligger stadig i fine cirkler omkring hvert træ. Man kan smage det, for træerne giver så mange æbler, at man som kursist på dette sted året rundt kan få æblekompot eller æblekage. Mange hænder og meget handling omkring de gamle træer til stor glæde for mange. Som store skulpturer står de gamle træer – smukke og stadig fulde af liv. Jeg forestiller mig, at mange højskoleelver har plukket æbler her, nydt de fine hvide blomster og måske holdt i hånden og delt store ord og tanker i skjul for andres øjne.

Det er så vigtigt, at vi passer på det, der er plantet længe, før vi selv kom til. Fornyelse skal ske varsomt og med respekt for det eksisterende. På kurset talte vi om gudstjenesten og musik – jeg kunne ikke slippe tanken om træerne i æblehaven. Der skal viden til for at give den rette pleje – men frem for alt kærlig omhu. Det gælder ikke bare i haven, men også i omgang med vores gudstjeneste, ritualer og ja, i vores liv med hinanden.

Der er så megen symbolik i billedet af træet, fordi det også bruges om os mennesker. Vi taler om stamtræer, og vi taler om den frugt, vi mennesker kan bære. Den gode frugt, vi fik båret – den gode smag af liv, vi fik givet videre. Eller måske ikke givet videre, fordi vi tænkte: Det kan vi altid gøre – og så kom for sent.

Den gode frugt er tro og håb og kærlighed. Den gode smag af livet, som vi kan give videre, så andre kan bære den med sig. Vi ved jo godt, hvordan de velsmagende frugter er i vores liv med hinanden. Det er der, hvor vi har øje for hinanden. Det er der, hvor vi har noget at byde på.

Efter gode dage på kursus kørte jeg hjemad med længsel efter mine kære, som til min store overraskelse gik i haven med en kompostkværn. I mit fravær var æbletræet blevet trimmet som aldrig før, og fin flis lå nu i en perfekt cirkel omkring det gamle træ. Midt i min forskrækkelse blev jeg overvældet over, hvor meget kærlighed, der lå i denne handling. Det er ikke nok at tænke og drømme og studse en lille kvist her og der. Handling og håb hænger sammen – nu er der handlet og så håber vi, at det bliver et godt år for æbletræet.