Mette Rishøj udstiller i Cykelbørsen
I Randers ligger et kombineret galleri og cykelværksted, hvor møtrikker og kærligheden til kunst smøres i én og samme olie.
Nu vender den anerkendte samtidskunstner Mette Rishøj, som fik sin barndoms cykler repareret i Cykelbørsen, hjem for at udstille i denne kulturperle.
Med ’Boomerang’ vises kunstnerens evige afsøgning af de yderste kroge for altid at komme tilbage til udgangspunktet: samhørigheden med lærredet. Abstrakte værker på groft lærred, minimalistiske tekstilværker, geometriske kompositioner og absurde, skulpturelle hybridplanter af genbrugsglas og stentøjsler.
Motivet er opløst og vildskaben tøjlet i nedtonede farver og stramme felter, men bag de avancerede mønstre fornemmes kaos stadig.
Der er fernisering på udstillingen fredag 31. marts, hvorefter den kan ses frem til 25. maj.