Fortsæt til indhold

Koncert med Den Danske Salmeduo

Kultur og byliv
Arkiv

Onsdag den 4. december kl. 19.30 giver Den Danske Salmeduo julekoncert i Hammel Kirke. Det bliver en medrivende rejse gennem flere hundrede års kirkemusik og et frugtbart møde mellem den nordiske folketone og den amerikanske jazztradition, når de giver deres nyfortolkninger af de danske julesalmer.

Den Danske Salmeduo kommer fra Aarhus og består af:
Christian Vuust, saxofon og klarinet
Hans Esbjerg, klaver
Duoen har siden 1996 givet over 250 koncerter i kirker og på spillesteder i Danmark og Tyskland.

Ikke hørt før

Den Danske Salmeduo spiller instrumentale nyfortolkninger af danske salmer på en måde der ikke er hørt før. Musikken har inspiration fra nyere nordisk og amerikansk jazz, nordisk folkemusik og klassisk musik. Men den røde tråd er de utrolig smukke og livskraftige salmer, som den danske musiktradition er beriget med - med melodier og harmonier enhver moderne komponist kan misunde.

Danske "standards"

Mange af disse salmer har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år. Med andre ord er salmerne de danske “standards” - dvs. klassikere, sange der bliver stående. Den Danske Salmeduo har lavet en række spændende og stemningsfulde nye bud på hvordan disse sange kan spilles - med respekt for det musikalske udgangspunkt og fornemmelse for den tekstlige baggrund.
Koncerten er arrangeret af Kulturhuset InSide i samarbejde med Hammel Menighedsråd. Billetter kan købes på www.favrskovbilletten.dk og på bibliotekerne i Favrskov.