Juletravlhed i Voldum og Rud Kirker
Julen er jo traditionernes højtid. Det passer også i Voldum og Rud Kirker, der i den næste uges tid har tre af de årligt tilbagevendende begivenheder på programmet. Det drejer sig om to julegudstjenester for børn i Voldum Kirke og årets julekoncert i Voldum Kirke.
Børnegudstjeneste
Tirsdag 10. december kl. 13.00 i Voldum Kirke er der børnegudstjeneste for Voldum Børnehave og for skolebørn i 0. klasse samt for børn fra 3 år med forældre. Dagen efter, onsdag 11. december kl. 9.00 i Voldum Kirke er det så sognenes allermindste, idet dagplejebørn og børn fra 0 til 2 år med forældre indbydes.
Julekoncerten
Mere endnu onsdag 11. december. Kl. 19.30 er Voldum Kirke rammen om årets julekoncert; og det er vokalensemblet Collegium Vocale fra Aarhus, der er på besøg. Ensemblet består af 17 kompetente sangere fra det østjyske område og er dannet i 1992. Collegium Vocale har hovedsageligt udfoldet sig indenfor Danmarks grænser, men har også haft koncertvirksomhed på internationalt plan og har flere gange vundet priser i udlandet. Korets dirigent Michael Deltchev er født i Bulgarien og har afgangseksamen fra konservatoriet i Sofia i 1986. Han er dirigent for en række danske kor og orkestre samt gæstedirigent for Det Jyske Operakor.
Koncerten bliver i form af ”De ni læsninger”, en gammel engelsk tradition, der efterhånden
har vundet indpas i Danmark. Vi får fortalt historien om Kristi fødsel i en vekslen mellem bibellæsninger, kormusik og fællessalmer. Alle er velkomne til at overvære ”De ni læsninger”; der er fri adgang.