Et liv på kanten i Røgen

Han bor i Århus. Tager bussen mod Røgen, men skal heldigvis gå de sidste tre kilometer. Gennem naturen. Den natur, hvor der er højt til loftet. Ikke et idyllisk forhold til naturen. Mere som noget, der minder os om, at noget er større end os. Og så kan naturen jo trækkes ind i billederne.

Købmandens butik

Navnet er Franck Thomas Staub. Han er 56 år, billedkunstner og teaterinstruktør. Nu har han flyttet sit atelier og galleri til Røgen. Til den bygning, hvor Købmand Eriksen for mange år siden havde forretning.
En hjørneejendom med stort lysindfald. Tæt på naturen.
”Jeg kan godt li' at være et sted, der har en historie. Nu skal jeg så skabe en ny historie her på stedet,” fortæller Franck, mens vi en fredag eftermiddag snakker sammen mellem hans mange lærreder. Vi kommer gennem mange forskellige emner, men et tema går igen: ”Kanten” eller hellere ”Bræmmen”. En serie af hans malerier hedder: Sjæls Bræmme. Man er på kanten af den ydre og den indre verden.
”Jeg går ofte efter en bræmme. En kant. Måske en knivsæg. Det er her, der kan ske noget. Det kan være farligt, men det kan give ny erkendelse eller nye oplevelser. Man kan gå i stykker, men vi kan komme op igen, hvis vi hjælper hinanden,” lyder det.

Sammenstød og forudsætninger

Bræmmen går igen i mange af billederne. Sammenstødet mellem himmel og jord er oplagt, men horisonten er lidt for lige.
Sammenstødet kan også være mellem mørke og stjernerne. ”De er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger,” siger Franck.
Farverne på hans billeder er ofte i de brændte og douce farver. Ikke sjældent lidt mørke og efterår i det. Sommeren er bare alt for grøn: ”Jeg leder mere efter lyspletter. Måske til at lyse min egen tilværelse op,” lyder det lidt abstrakt.
”En del af tiden er jeg melankolsk. Det kan ses på nogle af billederne. Der lægges ellers op til, at vi alle skal være glade altid. Men glæden har jo melankolien som sin forudsætning,” siger den nye Røgen-borger.

I tre dimensioner

Billederne laves sjældent med pensel. De er stærkt stoflige. Lidt tredimensionale. ”Brugen af sand, aske, rust og fede oliefarver fortæller os, at vi selv såvel som landskabet er i forvandling. Malerierne tilbyder beskueren en og flere erindringer om, at landskabet er i os selv, bor i os, dragende og skræmmende på en og samme gang,” siger Franck og forklarer, at hans billeder i virkeligheden er en nødvendighed og en forløsning af de indre billeder, han har i hovedet. ”Men jeg kan ikke planlægge et billede. Jeg maler på en intuitiv måde. Og når jeg er et stykke henne i billedet, så tager det over. Jeg bestemmer ikke mere,” lyder forklaringen.
Men hvorfor lige Røgen?
”Lidt tilfældigt, men vi har nogle venner herude, og vi har blandt andet været til koncerter i Røgen Forsamlingshus og på by- og ”markvandringer”. For mig er Røgen en levende by. Langt fra det udkants-Danmark, vi hører om,” slutter Franck Thomas Staub, da vi går derfra med en fornemmelse af, at vi har hørt mange ord, men at de hænger godt sammen.
”Stjerne og mørke er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger,”
Franck Thomas Staub
"Jeg maler på en intuitiv måde. Og når jeg er et stykke henne i billedet, så tager det over."
Franck Thomas Staub