Fortsæt til indhold

A.P. Møller Fonden redder eventyr-slot fra forfald

Ejerne: Redning i 11. time for Selsø Slot i Hornsherred

Kultur og byliv
Arkiv

Pengene fortsætter med at strømme ud af kassen i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Nu sikre donation, at Selsø Slot bliver reddet fra et truende forfald og at publikumsfaciliteterne bliver gjort mere tidssvarende til glæde for museums- og koncertgæster.
Selsø Slot, som har stået ubeboet siden 1829, har længe haft behov for et nyt tag.
De gamle tagsten holder ikke tæt og hussvamp har i de senere år angrebet huset. Bjælkerne i dele af tagkonstruktionen fra 1700-tallet skal udskiftes, og taget skal lægges om med nye håndstrøgne sten.
Bevillingen fra A.P. Møller Fonden er en redning i 11. time fra et uafvendeligt forfald for det hus, der er blevet kaldt Danmarks mest jomfruelige herregård, hvor barokkens og empirens fantastiske og velbevarede vægudsmykninger skaber en enestående, historisk og autentisk ramme for formidlingen af herregårdshistorie.

Otte restaureringsfaser

Det er Selsøfondens strategi først at sikre bygningen på tag og fag, og donationen omfatter derfor også sikring af fundament og murværk i den stærkt medtagne sydgavl. Foruden tag og gavl giver donationen mulighed for at museet på Selsø Slot kan blive beriget med bedre publikumsfaciliteter.
Dermed sikrer A.P. Møller Fonden tre af i alt otte planlagte restaureringsfaser og donationen er således grundlaget for, at ledelsen af museet nu kan se fremad og begynde at udvikle museet til glæde for såvel turister som gæster fra lokalområdet.
I de kommende sæsoner vil det blive muligt for museets gæster at følge arbejdet og således få indblik i bygningernes konstruktion og arkitektoniske historie.