Fortsæt til indhold

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale II

Ny cd sætter fokus på traditionen og fornyelsen i Højskolesangbogen

Kultur og byliv
Arkiv

I 2007 indspillede Anette Kjær, der bor i Fårup nær Sabro, og Erling Lindgren sammen med Christian Vuust og Peter Vuust den anmelderroste cd ”Så syng da, Danmak, lad hjertet tale…” med en række nye sange fra den 18. udgave af Højskolesangbogen
Cd'en blev godt modtaget og 3. oplag er ved at være udsolgt, så derfor udgiver duoen Kjær / Lindgren nu en ny cd, der er en opfølgning på deres første.
De 16 sange på cd'en er udvalgt blandt den 18. udgave af Højskolesangbogens sange, men denne gang har duoen valgt at sætte samspillet mellem tradition og fornyelse i centrum for at afspejle den samklang mellem nyt og gammelt, der er Højskolesangbogens styrke og kendetegn.
”Vores mål har været at fortolke både arven og vor egen tids sange og at skabe en helhed ud af mødet mellem nyt og gammelt. Cd'en er en hyldest til de gamle sange, der gennem generationer er blevet sunget igen og igen og en glæde over de nye sange, der er kommet til”, fortæller Anette Kjær og Erling Lindgren. Cd'en rummer såvel kendte perler som helt dugfriske og aldrig tidligere indspillede sange.