Et aarhusiansk veteranband slår til igen: A boomer gets the blues
Der er masser af liv og ny musik i de gode gamle ballade-katte.
Trouble Cats giver koncert i Aarhus 8. april på det sted, hvor det hele begyndte tilbage i 1980’erne, nemlig på Fatter Eskil i Skolegade.
De ser dog hellere fremad end tilbage, og på det nye album har de kommentarer til den tid, vi lever i.
For eksempel i titelnummeret “Hard Facts & Poetry”, der handler om syndfloden af fake news og behovet for noget andet, eller “A Boomer Gets The Blues”, hvor de tillader sig at komme med en lille munter kommentar til hele woke-boomer-snakken.
De kommer også ind på et af de allermest aktuelle emner i klimasangen, “Who’s Behind The Wheel”. Og så spørger de friskt ud: What You Gonna Do”. Det synes ballade-kattene er et oplagt spørgsmål: hvad vil du bruge resten af dine dage på?
I godt 35 år har Trouble Cats været med på den danske bluesscene. Med originale sange, et tæt sammenspil og en udadvendt liveoptræden er bandet garant for en publikumsoplevelse. Det har de senere år udgivet to album. Studiealbummet ”4” fra 2018, som var nomineret i kategorien Årets Bluesudgivelse ved Danish Music Awards Blues 2019, og livealbummet ”Live in Aarhus 2017”.
De har spillet massevis af succesfulde koncerter på spillesteder og festivaler både i og udenfor Aarhus.