Karin Salling glæder sig over nye glasmosaikker og skulpturer i domkirken
Lazarus svæver spektakulært i fuld legemsfigur over et nyt alterbord som et billede på opstandelsen.
Påsken bliver i år helt særlig i Aarhus Domkirke. I forbindelse med en festlig gudstjeneste skærtorsdag 6. april klokken 10 ved biskop Henrik Wigh-Poulsen fejrer menighedsrådet indvielsen af en ny udsmykning i kirkens nordkapel af den danske billedkunstner Peter Brandes.
Peter Brandes udsmykning, som er placeret i kirkens nordkapel, også kaldet Sehestedskapellet, består af fem glasmosaikker, et gyldent bronzealterbord, døbefont, skulpturer og sølvtøj.
Temaet er opstandelsen, og der vil møde den besøgende et forunderligt og tankevækkende syn. Den opstandne Lazarus svæver spektakulært i fuld legemsfigur over alterbordet, et særegent syn, der pointerer opstandelsen som kernen i kristendommen. Kunstneren Peter Brandes har lavet et opstandelseskapel til Aarhus Domkirke og siger om kunstværket:
»Domkirken er en enestående, krævende, kompliceret opgave, som rykker frem på en særlig privilegeret plads. Den færdige udsmykning indeholder cirkulation om opstandelsen i forskellige materialer. Bronzefigurer, vinduernes glasmosaikker, alterbord, døbefont i Bremersten, sølvtøj og keramik på vej mod målet: At skildre mysteriet i den kristne tro og forsøge som billedkunstner at gøre usynlighed synlig,« siger Peter Brandes.
Når den nye udsmykning i Aarhus Domkirke er blevet muliggjort, skyldes det en generøs donation fra Salling Fondene.
»Derfor er det mig også en stor glæde, at det netop er Peter Brandes, der har udført den spektakulære udsmykning af Aarhus Domkirke. Den har en særlig betydning for Aarhus og med den nye udsmykning af kirkens nordre kapel, kommer der endnu et sted, som byens borgere kan benytte til tro og eftertanke,« siger næstformand i Sallings Fondene, Karin Salling.
Efter gudstjenesten skærtorsdag i Domkirken holdes tre taler ved sognepræst Henrik Grøndal Lund, Karin Salling og kunstneren Peter Brandes. Herefter indvies opstandelseskapellet, som kirkegængerne har mulighed for at se.
Aarhus Domkirke vil på indvielsesdagen være åben indtil klokken 16.