Fortsæt til indhold

Ny podcast om at amme – også andres børn og store børn

FOF Aarhus står bag podcasten og forældreskabelse sammen med en jordemoder og pædagogisk antropolog.

Kultur og byliv
sra

Nu udkommer tredje sæson af podcasten Forælderskabelsen, som stiller skarpt på amning set i et kulturelt og historisk lys. Amning omtales ofte i sundhedsfaglige termer, men i fem episoder dykker podcasten ned i sjældent belyste sider i tematikker og spørgsmål om for eksempel langtidsamning, amning i det offentlige rum og moderskabsidealer.

Når vi taler om amning, gør vi det ofte ud fra en teknisk og sundhedsorienteret vinkel, for eksempel om gavnlige effekter, modermælkens sammensætning og korrekte måder at amme. Men amning er meget mere.

»Amning trækker tråde langt ind i samfundets og historiens kringelkroge. Jeg forfølger undringen over, hvordan pokker vores forståelser af amning, kroppen og moderen er opstået. Podcasten afmystificerer emner som at amme andres børn, at amme store børn og grænselandet mellem amning og seksualitet,« fortæller podcastvært Nanna Cæcilie Thrane, der er jordemoder og pædagogisk antropolog.

I en collage af ekspertord og personlige beretninger fra mødre sætter Forælderskabelsen lyd på amningens betydning i Danmark. Nanna Cæcilie Thrane står i spidsen, når hun interviewer en række eksperter, der med hver sit perspektiv bidrager med nye nuancer til emnet.

En aktuel strømning, der særligt fremhæves i podcasten, er forståelsen af amning som en moderlig pligt, der har afgørende betydning for barnets ve og vel.

»Det er påfaldende, hvordan det gode moderskab forbindes med at være en god ammer. Det kan virkelig undre mig, som kender det historiske forløb og de forskellige udgaver af den gode mor, at der i dag bliver lagt så meget vægt på, at kvinden ammer længe, at hun ammer selv og holder sig fra at supplere med flaske,« siger journalist og forfatter Pia Fris Laneth, der er gæst i podcasten.

Podcasten er tilgængelig på de gængse podcastplatforme.