Fortsæt til indhold

Atter kunststi ved Ramten Sø

Nørre Djurs Kunstforening sørger igen for kunst i naturen.

Kultur og byliv

Nørre Djurs Kunstforening etablerer til sommer en kunststi langs den sydvestlige del af Ramten Sø.

Foreningen var i 2020 medarrangør af ”Kunststi til Paradiset”, som var en stor succes, og det, samt mange positive tilbagemeldinger, har givet foreningen mod på endnu en kunststi.

»Det er vores ønske at give offentligheden lyst til at gå en tur i den smukke natur langs Ramten Sø, mens man betragter de udstillede kunstværker. Stien åbner 16. juni med musik, taler, kunsthåndværker udstilling og en lille forfriskning til de fremmødte. Stien vil derefter være åben til og med 13. august,« fortæller Birgit Rosholm fra arrangørgruppen.

Projektet er støttet af Norddjurs Kommunes kunst og kulturpulje.

Og foreningen sender en stor tak til de berørte lodsejere ved søen, der stiller deres jord til rådighed for projektet.

Der bliver lavet en folder med præsentation af de udstillende kunstnere. Folderen vil være tilgængelig i en boks ved Ramten Stadion.

Det er stadig muligt at tilmelde kunstværker, ved at sende en mail med beskrivelse af kunstværket og en kort præsentation af kunstneren bag, til glh@primanet.dk.