Kongelige skeletter i skabene
På museumsdagen vil Lisbet Hein fortælle om royale skandaler
Skeletter, ben og knogler er temaet på årets fælles museumsdag på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Hørsholm Egnsmuseum. En af de mange oplevelser, som dagen byder på, er en lidt anderledes tilgang til skelletter -nemlig dem, der findes i klædeskabene. Nærmere bestemt de royale skabe. Lisbet Hein, sirektør for Egnsmuseet, vil fortæller om landets største kongelige skandaler.
Netop på Hirschholm Slot i Hørsholm udspillede der sig i 1771 en kongelig skandale, de fleste har hørt om: kærlighedsforholdet mellem dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Struensee.
Men Lisbet Hein har også været en tur længere inde i det kongelige klædeskab og fundet nogle mere ukendte skeletter frem. Et af dem handler om Frederik 4. der åbenlyst viste sig ved hoffet i København med en stribe elskerinder. Et par af dem giftede han sig endda med 'til venstre hånd'. Meget bekvemt forærede han den 'rigtige' dronning slottet i Hørsholm, hvor hun kunne gemmes af vejen imens.
En anden historie handler om Christian 7.'s bror, arveprins Frederik, der var ejer af Sophienberg Slot. Hans ægteskab med prinsesse Sophie Frederikke var længe barnløst –lige indtil den flotte, mørke Frederik von Blücher blev ansat som hofchef. De historier kan du høre om på museumsdagen søndag den 26. maj kl. 11-11.45 på Jagt- og Skovbrugsmuseet. Det er i foredragslokalet på første sal.