Fortsæt til indhold

FestiSall fester for fjortende gang

En scene, en skolegård, borde og stole og glade mennesker. Så er der gang i den i Sall

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Nedtællingen er i gang, og man kan godt begynde at glæde dig til den 14. udgave af FestiSall, der finder sted lørdag den 3. august.
Festlighederne foregår som altid på Frijsendal Friskole, hvor der er gratis entre til 12 timers forrygende musik fra to scener. I øjeblikket er arrangørerne ved at lægge sidste hånd på programmet, som snart vil kunne ses på www.festisall.dk

SåDansk er cool

Blandt de bands, der allerede har meldt sig klar til årets FestiSall, finder man ”SåDansk”. Som navnet antyder, er repertoiret dansksproget musik, som gennem de seneste 10 år har oplevet en opblomstring af de helt store. Det er blevet ”cool” at skrive og synge på dansk! Fra Rasmus Seebach og Medinas uopslidelige popklassikere over Nephews electro-rock til dansk R'n'B a" la" Barbara Moleko og Nik og Jay.
Med stor kærlighed til originalnumrene blæser SåDansk nyt liv i de danske “nyklassikere” og skruer lige en ekstra gang op for “gang i den”- faktoren. Der er nemlig kun et mantra i SåDansk og det lyder: “Det må aldrig være kedeligt!”
SåDansk består af en række garvede musikere og FestiSall- veteraner: Trine Rix, Poul Hye, Ole Holmgaard, Thomas Thorsback, Niklas Gjerulff Hansen, Ulrik Strømkær og Jakob Kannegaard.

FestiSall er hygge i fuld udtræk.

Genhør i nye forklædninger

Blandt de øvrige navne, der allerede har fundet plads i programmet, finder man John Sharling Band og Peter Smed Andersen Band. Sidstnævnte er blandt mange nok mest kendt med bandet E45, der gennem adskillige år har begejstret publikum på FestiSall.
Også John Sharling er et kendt navn blandt garvede FestiSallgængere, der både har hørt ham solo og med kultbandet Trajve. John Sharling Band består af 4 gutter fra Vejlekanten, som deler en stor passion for musik. Inspirationen kommer fra alle fire verdenshjørner, og spænder lige fra Jimi Hendrix til Allan Olsen!
Det er den gode melodi, Johns finurlige tekster samt en god portion guitar, man får, når man lytter med.
Sædvanen tro bindes dagens alsidige og festlige program sammen af de to garvede konferenciers: John Nørgaard og Kent Wilskud Willum.

John Nøgaard er igen i år konferencier.