Stofmisbrugere og kriminelle får hjælp af meditation
Foredrag i Kedelhuset om fordelene ved meditation
Unge kriminelle og stofmisbrugere kan finde en vej ud af afhængigheden og miljøet ved hjælp af meditations- og åndedrætsteknikker.
Det mener Jakob Lund fra NGO'en Art of Living, som arrangerer foredrag i Hillerød lørdag den 10. august klokken 14-16 i Kedelhuset på Fredensvej 12B.
Jakob Lund har siden år 2000 hjulpet unge mennesker og undervist i både danske, tyrkiske og sydamerikanske fængsler. Åndedrætsteknikkerne hjælper ifølge ham de indsatte til at håndtere negative følelser og kan blive en positiv erstatning for hash eller andre stoffer.
Ud over Jakob Lund vil man kunne møde to mænd, der er tidligere kriminelle og har haft et alkohol-og stofmisbrug. De fortæller deres personlige historier og om deres erfaringer med meditations- og åndedrætsøvelser.
Foredraget koster 50 kroner og er gratis for unge under 18 år.