Fortsæt til indhold

Vejerslev tilbage fra Middelalderen

Et stort program med fokus på Middelalderen starter nye attraktioner under titlen: ”Vejerslev, en historisk landsby i nutiden”.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

For et års tid siden gik tre kvinder i Vejerslev i gang med at lave en Middelalderdag. Den foregår søndag 25. august omkring kirken.
De tre er Annie Nielsen, Inge-Lise Poulsen og Inge Bugge.

Vandmølle på 833 år

”Det blev nu lidt mere omfattende, end vi havde regnet med,” fortæller Annie. De tre har eksempelvis brugt flere dage til at sy dragter, hvis udseende skulle harmonere med den tidlige Middelalder eller slutningen af Vikingetiden, hvor Vejerslev kan føre sin historie tilbage til.
Vejerslev havde for eksempel et kloster i 1180. Det har kunnet dateres ud fra materialer fra en af landets ældste vandmøller, der blev udgravet i 1986.
De tre initiativrige piger har sat meget i gang og fået masser af hjælp:
”Konceptet har været, at så mange som muligt skulle aktiviseres,” fortæller de. Et eksempel er, at man hyrer en gøgler. Ikke for at optræde for et publikum, men for at aktivere SFO-børnene som gøglere.
Også Bjerringbro Gymnasium er ind over med fysik i form af en ”blide”, som er datidens ”kanon”.
Økonomisk har Vejerslev fået støtte af LAG Favrskov, Landsbyrådet, kommunen, Menighedsrådet og Nordea. Det samlede beløb til projektet er oppe på 170.000 kroner.

En kopi af et smykke fra Middelalderen. Under- og overkjolerne har de tre piger selv syet.

Rød og blå rute

På Middelalderdagen bliver to historiske stier indviet. Begge har udgangspunkt på P-pladsen ved kirken.
Den ene, rød, på 2.3 km fører gennem Præsteskoven med to gravhøje. Den ene er udgravet, så man ved, at den er fra cirka 3.000 år før vores tidsregning.
Den anden rute, blå, på 1.7 km fører blandt andet frem til det sted, hvor en af landets ældste vandmøller arbejde med at male korn til munkene.

Konceptets logo.

Middelaldermarked med gabestok

Søndag 25. august går det så løs med at være Middelalderlig. Et stort marked kommer ved kirken, som i øvrigt kl. 10 tilbyder gudstjeneste fra dengang. Den kvindelige præst får jo problemer. Kvinder var ikke præster i Middelalderen.
Kl. 11 bliver markedet åbnet af Hanne Smedegaard. formand for Landsbyrådet. Der bliver gøgler-workshop, gabestok fra spejderne og boder med mad og drikke fra dengang.
Rovfugleshow og affyring af ”bliden” - formentlig med en squash - følger ved middagstid.

Guidede ture

Byrådsmedlem Anne Neergaard åbner kl. 13.30 de historiske ruter. I dagens anledning kan man få en guided tur med tidligere museumsinspektør i Silkeborg, Chr. Fischer, der har haft en kraftig finger med i konceptet.
Middelalderkoret synger i kirken kl. 15, hvorefter markedet lukker kl. 16.30

Middelaldermad er ikke stenaldermad

Om aftenen bliver der i Borger og Kulturhuset spisning af mad, man kunne lave i Middelalderen. Kål bliver der for eksempel hårdt brug for til menuen. Der bliver historie, musik og dans fra dengang.