Fortsæt til indhold

Blandet start for den kontantløse festival

Børnesygdomme i nyt system

Kultur og byliv
Af Simon Carlson

Målt på antallet af chip-armbånd, der åbner for den kontantløse betaling på Skanderborg Festivalen, har det nye tiltag været en gedigen succes. Omkring en fjerdedel af alle festivalgæsterne er blevet udstyret med armbåndet, og i områder af festivalen, som er domineret af unge mennesker, som eksempelvis Kærlig Heden, er 40% af den samlede omsætning sket med chip-armbåndet.
Der er imidlertid også en del festivalgæster, som oplever problemer med den nye betalingsform. Lokalavisen har talt med flere gæster, som endnu ikke har haft held til at gennemføre betalinger med armbåndet. Andre oplever, at armbåndet gentagende gange ikke bliver godkendt på trods af, at der er penge på kontoen.

Bruger alligevel kontanter

"Det er jo vildt smart, når det fungerer. Så går det hurtigt, og det er nemt, men vi har også oplevet, at det bare ikke virker", fortæller Sylvia Lind, som sammen med veninden Karina Jakobsen har benyttet sig af muligheden for at afprøve den kontantløse festival.
"Det er meget godt tænkt, men på festivalen er der jo også masser af private boder, og de kører ikke samme system. Det betyder, at man jo alligevel skal have kontanter med sig. Jeg tror ikke, at det bliver en ordentlig succes, før de får systemet implementeret hele vejen rundt", siger Karina Jakobsen.

Hos Skanderborg Festivalen erkender ansvarlig for den nye betalingsform Betina Andersen, at der har været problemer med at få alle transaktioner til at foregå gnidningsfrit.
"Der vil altid være lidt børnesygdomme, når man indfører noget nyt. Når folk har problemer, er det fordi, der sker en transaktionsfejl, og så afbryder systemet, hvilket det også skal, hvis der er fejl. Så skal gæsterne have flyttet chippen over på et nyt armbånd, og så plejer det at køre. Det er et minimum af gæster, der fortsat oplever problemer herefter", fortæller Betina Andersen, der mener, at den kontantløse betalingsmodel indtil videre har været en succes.
"Når det kører, så er det altså top-godt. Så går det hurtigt, og det er nemt for gæsterne", siger Betina Andersen