Udlandet vil købe Fredericia-musical
Udenlandske teatre er interesseret i den kommende Esaura-forestilling. Og Aladdin-overskuddet er snart gjort op
Når Fredericia Teater om nogle uger har verdenspremiere på Esaura, er det med stor sandsynlighed begyndelsen på en kultureksport, Fredericia ikke har oplevet før.
Forestillingen, som en slags Romeo & Julie, foregår i Fredericia dagene omkring 6. juli 1849. Forestillingen rummer adskillige referencer til Fredericia og omegn, selvom den hverken er dokumentarisk eller korrekt i alle historiske detaljer.
“Det er en fortælling fra Fredericia - ikke om Fredericia,” siger teaterdirektør Søren Møller.
Ved verdenspremieren den 19. september har han gæster fra teaterselskaber i Tyskland, England, Sverige og USA med i salen.
Alle er de folk, der kan ende med at sætte den store musical op på scener i deres hjemlande - stadig med dens mange referencer til Fredericia.
“Jeg er 80 procent sikker på, at Esaura vil blive sat op i udlandet. Det vil give Fredericia noget branding. Og det er da stort,” siger Søren Møller.
Det har taget fire år at udvikle forestillingen. Den anderkendte amerikanske komponist, John Buchino, har skrevet musikken.
“Hans navn er så respekteret, at dét i sig selv har åbnet nogle døre i udlandet. Men også fortællingens dybde og psykologiske tyngde vil tiltale folk i både ind- og udland,” siger Søren Møller.
Minibyen på scenen
Fredericias volde og miniby vil optræde i forestillingens kulisser.
“Det er fantastisk at kunne bruge byen på denne måde. Og hvilken anden forestilling kan læne sig af at have en fuldstændig korrekt miniby? Vi bruger billeder fra minibyen i vores forestilling,” siger Søren Møller.
“Jeg er 80 procent sikker på, at Esaura bliver solgt til udlandet.”
Søren Møller, Fredericia Teater
Aladdin i København gav millionoverskud
Fredericia Teaters produktion af Aladdin på Operaen i København er nu et overstået kapitel.
Den 17 millioner kroner store produktion er endnu ikke afsluttet regnskabsmæssigt. Men ifølge teaterdirektøren er overskuddet på godt og vel to millioner kroner.
“Dermed er vores underskud fra foråret på blandt andet “Den Snaldrede Anstandsdame” dækket ind,” siger Søren Møller.