Fortsæt til indhold

Teater på Syddjurs Friskole: Af livet bliver man klog

Tre uger om året bryder Syddjurs Friskole skemaet op for at lave teater, som alle elever er involveret i. Forestillingen plejer at løfte skoleteater til nye højder, og i år var ingen undtagelse

Kultur og byliv

Er du rigtig klog?

Sådan lød titlen på dette års teaterforestilling på Syddjurs Friskole, der hvert år bruger tre uger på at bygge et stykke op fra bunden, som alle 180 elever er med i.

I år skulle emnet være det periodiske system - og er du rigtig klog, det lyder svært at lave teater over. Lærerne, som fik tjansen med at skrive stykket, valgte dog at tage udgangspunkt i filmen Slumdog Millionaire, hvor en gadedreng chokerer alle ved at vinde den indiske udgave af tv-showet Hvem vil være millionær, fordi hans livserfaringer gør ham i stand til at svare på spørgsmålene.

I forestillingen på Syddjurs Friskole er gadedrengen skiftet ud med fem elever fra en skole ’et sted i det mørke Jylland’. De udgør en broget flok af en blogger, der går mere op i filtre på Insta end grundstoffer, en læsehest, en sportsfyr, en musiker og endelig en brilleklædt fessor-type. De skal deltage i en videnskabsquiz mod et hold fra Danmarks førende videnskabsskole, som har sendt de fire elever Albert, Albert, Albert og Niels forklædt som fire kopier af Einstein. I modsætning til ’Niels’ bord’ (fik du den?), så ved de fem fra det mørke Jylland intet om naturvidenskab...eller gør de?

Det lykkedes eleverne fra en skole 'et sted i det mørke Jylland' at vinde den naturvidenskabelige quiz 'Er du rigtig klog' i Syddjurs Friskoles teaterforestilling. Fra venstre er det Asta Secher Wiemann, Siria Maria Hübschmann Martensen, Viola Fogh Mehl, Kasper Christoffersen Larsen og Felix Strandbygaard Bittner. Foto: Toke Høye
Asta Secher Wiemann fra 8. klasse var overbevisende i sin rolle som den meget lidt naturvidenskabeligt interesseret blogger, der alligevel sikrede sejren i det afgørende spørgsmål: Hvad hedder grundstof nr. 22 i det periodiske system? Foto: Toke Høye
Elever fra 0. til 9. klasse er på scenen i løbet af Syddjurs Friskoles teaterforestilling. Foto: Toke Høye

Tidens tandhjul

Quizzen er motoren gennem forestillingen. Hver gang de fem skal svare på et spørgsmål, er der et historisk flash-back, og hver historie illustreres med skuespil, dans og et sangnummer. Scenens bagtæppe er små og store tandhjul, som griber ind i hinanden. Tidens tandhjul, som forestillingen undervejs dykker ned i, tager tilskuerne forbi historiske begivenheder. Læsehesten har læst om Marie Curie, musikeren kender sangen om at akkumulere plutonium fra modstanden mod atomkraft i 70’erne og 80’erne, bloggeren kan svare på, hvilket grundstof der har nummer 22, fordi hun på pigeværelset har lyttet til Sias nummer Titanium, og det bliver også til et tilbageblik på alkymisterne, som forgæves forsøgte at skabe guld. Det hele bakkes op af gode skuespilpræstationer, flotte dansenumre og ikke mindst musikken, som igen og igen får taget til at løfte sig.

Opgaven med at lave et teaterstykke om det periodiske system løser friskolen på fornemste vis, så tilskuerne ikke bare bliver klogere, men også underholdt. Det vigtigste må dog være den oplevelse, skolens elever får, ved sammen at skabe så imponerende en forestilling. Følelsen af fællesskab på tværs er pointen, der når ud over scenekanten.

Det lykkes nemlig de fem, gennem samarbejde og deres forskellighed at udmanøvrere de fire genier og vinde quizzen. På trods af manglende naturvidenskabelig viden, men på grund af de erfaringer, de har gjort sig gennem livet. Moralen må være, at af livet (på Syddjurs Friskole) bliver man klog.