Fortsæt til indhold

Pensionisterne fylder halvfjerds

Vejerslev - Aidt- Thorsø Pensionistforening har 402 medlemmer ved jubilæet

Kultur og byliv
Erling Baastrup

I efteråret 1943 under anden verdenskrig samledes en flok alders- og invaliderentenydere på Thorsøegnen med det formål at stifte en forening. Det skete 1. oktober.
Det skal fejres hos Vejerslev-Aidt-Thorsø Pensionistforening torsdag 24. oktober kl. 11-14 på Thorshøj.

Brændselshjælp

Starten var ikke så voldsom: Et par bestyrelsesmøder om året og en generalforsamling var de eneste aktiviteter.
Den første aktivitet i foreningen var at ”indsende et andragende til kommunen om Brændselshjælp”. I krigens sidste år kunne det være et problem at skaffe brændsel.
I slutningen er 1980-erne begyndte nogle af de aktiviteter, der i dag kendetegner foreningen. Bankospil, gymnastik, ældredans og sang. I de senere år er aktiviteterne udvidet med petanque, badning i Tungelundbadet i og datastue.

Rhinen og Rüdesheim

I dag har foreningen mange møde- og underholdningsarrangementer, herunder kør-selv-ture, en årlig Løvspringstur og en årlig løvfaldstur. I år har der også været arrangeret en udlandstur til Rhinen og en tur til Cirkusrevyen i Købehavn.
”Det egentlige formål med økonomisk støtte til betrængte medlemmer er ikke mere aktuelt, men de mange kulturelle og underholdende tilbud, der er kommet i gang de senere år, har god tilslutning og opfylder et stort ønske og behov hos de 402 medlemmerne,” mener den nuværende formand, Johs. Molbech