Ønsker levedygtige landsbyer
Landsbyerne holder valgmøde om landsbypolitik i Skjød Forsamlingshus 21.oktober kl. 19-21.
Valgmødet er arrangeret af landsbyerne i midten af kommunen: Skjød, Vitten og Lyngå. De inviterede politikere skal give deres bud på, ”hvordan styrker vi livet i landsbyen og får et fornuftigt generationsskifte”. Landsbypolitik er selvfølgelig på programmet.
Mange nye og måske også ukendte opstillede politikere er tilmeldt valgmødet.
”Mødet skal berige dem med en forståelse for de kerneværdier, som er betydende for bosætning og udvikling af Favrskovs landsbyer. Favrskov kan med sin beliggenhed tæt på Århus blive den kommune, der er attraktiv for det ”aktive guld” at bosætte sig i. Det er derfor vigtigt at politikerne fremmer de rammer der får unge familier til at bosætte sig i landsbyerne.
Hvordan kan vi få en negativ tendens vendt til en konstruktiv udvikling. Det vil vi gerne debattere,” lyder det i invitationen.
Til debatten er tilmeldt Orla Nielsen, Christian Møller Nielsen, Niels Kallehave, Laila Jespersen, Erik Øster Særkjær, Enhedslisten og salen.