Canadisk sangfugl landede hos Wintercoat
Den canadiske sangerinde Melanie Dekker med band besøgte på sin Danmarksturne bryggeriet Wintercoat i Sabro, hvor hun onsdag aften gav en inciterende koncert for fuldt hus.
I en af Melanie Dekkers sange lyder det ”Maybe this is heaven, but we dont know it yet”. Den følelse kunne man få, når man begyndte at lytte til den canadiske singer-songwriter. Allerede efter første strofe fangede hun publikum med sin charmerende, naturlige og smilende optræden, hvor hun ikke efterlod nogen tvivl om, at hun nyder at spille, synge og glæde publikum. Så hun bragte hurtigt publikum i en tilstand, så man kom højt op i den musikalske himmel.
Hun præsenterede mange numre fra sin splinternye udgivelse ”Distant Star”, hvor de fleste melodier blev serveret afslappet, muntert og iørefaldende. De fleste tekster omhandlede kærlighed på en eller anden led.
Hendes band består af landsmanden, den meget alsidige og dygtige guitarist David Sinclair, og den ferme og lunefulde tyske bassist Martin Rose. Begge musikere som også optræder solo og i flere andre konstellationer, samt som studiemusikere. David Sinclair åbnede efter pausen med to solonumre, hvor han blandt andet beviste sin suverænitet i et flot instrumentalnummer.
eb