Erik roede i kano med 3-årig datter i 45 dage
Erik B. Jørgensen holder foredrag om at skabe unikke oplevelser med sin børn
Det kunne egentlig være fedt med en ødemarkstur i kano op ad elve og gennem søer, hvorefter dagen slutter med mad over åben ild, inden man går til køjs i vildmarken. Men det kan vel ikke lade sig gøre, når man først har fået børn?
Jo, sagtens. Det mener i hvert fald Erik B. Jørgensen, og han har beviset for det.
Sammen med sin datter Karen på tre og et halvt år samt hunden Dino gennemførte han sidste år en kanotur på hele 45 dage i det nordlige Finland. Hvordan det blev en god tur, og hvad far og datter opdagede om naturen og hinanden undervejs, fortæller Erik B. Jørgensen mere om, når han 12. november kl. 19 holder foredrag på Rungsted Gymnasium.
"Jeg havde aldrig passet min datter mere end otte timer på det tidspunkt. Jeg var overbevist om, at det kunne vi let. Moderen gav lov uden videre, fordi hun troede, det var en joke. Det var det ikke," fortæller Erik B. Jørgensen om tankerne forud for turen.
Let at rejse med børn
"Det, der står tilbage, er, hvor let det er at rejse med barn. Vi havde færre konflikter end en travl hverdag. Vi legede, så på dyr og nød naturen. Ikke én gang sagde Karen, at hun hellere ville hjem, eller hun ville have sin mor. Hvis vi blev uvenner, gik hun i telt og var sur uden at spille mor-kortet. Det var en kæmpe oplevelse, der har bragt os tættere, og en unik mulighed for mig at være sammen med min datter, samtidig med jeg kunne vise, hvad jeg holder allermest af i verden," siger Erik B. Jørgensen.
Erik B. Jørgensen har en fortid i både Sirius Patruljen og Jægerkorpset, men også som "almindeligt" menneske kan man få unikke oplevelser med sine børn, bare man brænder for det, man laver, mener han.
Billetter til foredraget kan købes på www.komud.dk. Resterende billetter sælges i døren.