Fortsæt til indhold

Open Mic Night i InSide

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Der bliver musik for alle aldre, når det første Open Mic Night-arrangement løber af stabelen på torsdag 31. november i Inside i Hammel fra kl. 19.30.
Det foreløbige program ser således ud:
Aftenen indledes med dansk fællessang, inden Hammel Damekor synger, dirigeret af uforlignelige 83-årige Poula Busch.
Hadsten Seniororkester, der tæller 8-9 spillemænd og –damer, kommer frisk fra en musikworkshop, arrangeret af FOF, med musikpædagogen Linn Kruse Kristiansen.
Duoen Marianne Winkler på harmonika og klaver og Gerald Fischer på violin og klarinet kommer med en afdeling med ren vellyd.

Frijsenborg her og der

Frijsenborg Efterskole kommer med et band. Elever fra Efterskolen har tidligere bidraget med musikalske indslag rundt om i byen, senest ved Kulturelt Samvirkes Repræsentantskabsmøde. Samme aften er de også med i byens halloween.
Endelig kommer bandet Stuttering Pete and the Blue Rail, frisk fra succes ved arrangementet Rock for Voksne i Sløjfen tidligere på måneden.
Arrangementet forventes at slutte omkring kl. 22.
Open Mic Night arrangementerne fortsættes i Samlingssalen ved Ulstrup Skole den 21. november, den 20. februar 2014 i Sløjfen Hadsten og Hinnerup Bibliotek og Kulturhus den 20. marts. 2014.