Fortsæt til indhold

Poul Smeds erindringer er på gaden

En ny bog med lokalt afsæt er klar. Den hedder ”Mit liv i ord og billeder”. Forfatteren er 87 år og fra Hvorslev.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Poul Smed er 87-årig arbejdsmand og tidligere sognerådsmedlem. Han er fra Hvorslev. I hans liv har blandt andet vaskemaskinefabrikken Ferm i Ulstrup spillet en rolle. Og nu bor han tilfældigvis i Fermparken.

Af fattigfolk

Poul Smed er vokset op i dyb fattigdom på landet først i Lyngå og siden i Hvorslev, som søn af en landarbejder. Familien var fattig, og der var kun lige nok til dagen og vejen. Derfor kom Poul Smed, som mange andre børn af fattigfolk på landet dengang, ud at tjene som kun 11-årig. Han skulle bo på tjenestestedet og gå i skole derfra.
Så kom besættelsestiden. Først i Vejle og Fredericia, dernæst medlem af den internationale mission, der opholdt sig i Tyskland fra 1948.
Poul Smed var i artilleriet og fortæller i bogen levende om sine mange oplevelser i det dengang sønderbombede Tyskland.

"Mit liv i ord og billeder".

Ferm og Grundfos

Som ung fik han arbejde først som karl på landet og derefter på Hvorslev Teglværk. I 1955 blev han ansat på vaskemaskinefabrikken Ferm i Ulstrup og var her i 17 år. Så gik turen til Grundfos i 1972. Der blev også tid til at være en tur i sognerådet i den gamle Hvorslev-Vellev-Gerning Sognekommune frem til 1970.
I dag er Poul Smed pensionist, men er fortsat kvik i hovedet og kan stadig passe sin have i en alder af 87 år. Han har altid været optimist og er glad af natur, og den positive tone afspejles også i hans erindringsbog.
Fredag eftermiddag var der så reception på biblioteket i Ulstrup for forfatteren og bogen. Og her fik Poul Smed travlt med at signere bøgerne.

Så er der gang i signeringen.