Fortsæt til indhold

Open Mic Night rykker til Ulstrup

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Torsdag den 21 november kl. 19.30 er Kulturelt Samvirke Favrskov igen vært ved en aften hvor temaet er Open Mic Night. Den åbne mikrofon, den frie scene, hvor nogle af Favrskovs mest kreative mennesker giver prøver på deres kunnen.
Antallet af indslag ser ud til at være flere end første gang, hvor det foregik i Hammel.

Paletten rundt

Også denne aften kommer repertoiret til at spænde vidt. Fra komik og skuespil med de unge talenter Anders og Rasmus, irsk folkemusik med bandet “Krøller eller Ej”, over rock fra Lemon Eyes og RokVox-M til akustisk blues musik med trioen Stutterin"Pete and the Blue Rails, til de velklingende herrer fra Hadsten Sangforening.
Aftenen kædes sammen med fællessange fremført af Kulturelt Samvirkes eget band “KS band”, der blev født i Hammel - fordi pianisten var blevet syg. Nu er han blevet rask -og med i “KS band”.
Det er Samlingssalen ved Ulstrup Skole og Bibliotek der danner rammen om arrangementet, hvor Kulturelt Samvirke er i samarbejde med kulturhusene i Favrskov og FOF. Der er gratis adgang.

"Krøller eller ej" har base omkring Sall. Sådan så de ud for en halv snes år siden.