Band-doktor kan tilkaldes
Nu er der musikalsk vejledning til musikere, der vil optræde ved én af de kommende musikalske amatøraftener i Favrskov
Har man et eller flere numre, man har lyst til at optræde med til Rock for Voksne eller ved en af de kommende fire Open Mic Nights i Favrskov, har man mulighed for at få pudset takt og tone lidt af, inden man skal på scenen. FOF Favrskov stiller i samarbejde med Kulturelt Samvirke i Favrskov en lærer til rådighed, der kan hjælpe med at få styr på musikken. Tilbuddet er gratis.
Birgitte Møller, leder af FOF Favrskov, fortæller, at man har allieret sig med Linn Kruse Kristiansen, der underviser i klaver, rytmisk sang, kor og sammenspil. Hvis der bliver behov for andet, er man parat til at finde andre lærere. For nu skal musikken have en vitamin-indsprøjtning, mener hun.
Hvis man ønsker en musikalsk konsultation hos Linn Kruse Kristiansen, kan man henvende sig til FOF Favrskov. Det er selvfølgelig en betingelse, at man giver et eller flere numre ved Rock for Voksne eller ved én af de fire aftener med Open Mic Night.
Programmet
Rock for Voksne er lørdag 12. oktober i Sløjfen i Hadsten.
Open Mic Night torsdage:
31. oktober i Inside i Hammel
21. november på Ulstrup Skole
20. februar i Sløjfen i Hadsten
20. marts på biblioteket i Hinnerup
Arrangør er FOF og Kulturhusene i samarbejde med Kulturelt Samvirke i Favrskov: