Spielberg-magi i Store Bjørn
Se filmen, der fik sjældne seks ud af seks stjerner i Filmmagasinet Ekko. Spielberg kigger tilbage på sin egen barndom, hvor kærligheden til film tog sin begyndelse.
”Uden bitterhed skildrer Steven Spielberg opvæksten og forældrenes skilsmisse i sin imponerende karrieres mest personlige og rørende film.” Sådan skrev Ekkos anmelder om filmen ”The Fabelmans”, som du kan se i Store Bjørn Biograf i Ebeltoft denne uge.
Filmen er løst baseret på instruktørens egen barndom.
Hovedkulds forelskelse
Som barn tager Sammy med sine forældre i biografen for første gang. Han blæses bagover af filmen ”The Greatest Show on Earth”, og så starter drengens besættelse af film. Ikke alene er filmmediet magisk og fantasifuldt, men kameraet hjælper også Sammy som et skjold mod alle de ting, der gør ham bange.
Sammy begynder at lave små film med sine venner og sin familie og drømmer kun om en dag at blive filminstruktør.
Splittet mellem forældre
Sammys far er datalog og en mand af videnskaben, mens moren er kunstnerisk anlagt. Hun er talentfuld pianist, men lagde det på hylden til fordel for ægteskab og børn.
Sammys forældre trækker i hver deres retning. Faren ser ikke film eller kunst som noget, man kan leve af – og moren øjner muligheden for, at hendes søn kan opfylde de drømme, hun ikke selv fik opfyldt.
Filmen handler mest af alt om de øjeblikke, som gør børn til voksne – på godt og ondt.
Se ”The Fabelmans” torsdag, fredag og lørdag denne uge – samt næste søndag.