Fortsæt til indhold

Frederikssund får sin egen vikinge-øl

Et samarbejde mellem den lokale Føtex og bryggeriet Skovlyst skal munde ud i 2.000 liter vikinge-juleøl i Frederikssund

Kultur og byliv
Henrik Gregersen

Flere andre byer har det i forvejen, og nu får Frederikssund også sin egen øl.
Et samarbejde mellem den lokale Føtex og bryggeriet Skovlyst skal nemlig resultere i, at der 2. november er 2.000 liter lokal vikinge-inspireret julebryg på varehusets hylder.
"Det er vel et par måneder siden, vi begyndte at snakke sammen om det. Så har vi brugt tid på at finde ud af, hvad øllen skulle signalere, finde de rigtige råvarer og derpå finde den rigtige extraherings-metode," fortæller brygmester Casper Møller fra Skolyst.
Og den rigtige Frederikssund-juleøl endte - næsten selvfølgeligt - med at være inspirereet af vikingerne.
Derfor er der foruden fem-seks forskellige malt-typer og humle også enebær-ekstrakt og honning fra Frederikssund-området i øllen:
"Vikingerne brugte ofte enebær eller krydderier til at konservere med. Og honning var den eneste sukkerkilde, de havde. Derfor var det helt naturligt også at bruge de ingredienser i en øl, når der er tale om et område, hvor vikingerne har så fremtrædende plads" fortæller Casper Møller.

Fire uger

Onsdag formiddag trykkede varehuschef Samuel Rützou symbolsk på startknappen til bryggeriets arbejde.
Og om fire uger er dråberne så klar til at blive hældt på flasker.
"Det her er jo ikke noget, hverken vi eller bryggeriet skal leve af. Selvfølgelig skal det sælges, men for mig er det et spørgsmål om at gøre noget, der er lidt anderledes. Det er sjovt for os at prøve kræfter med noget andet end Cola og mælk, og jeg håber og tror også, det er sjovt for folk i Frederikssund, at der kommer en lokal øl på markedet. Jeg har det i hvert fald selv sådan, at hvis der er gæster rå besøg, må det gerne være lidt specielt. Og hvis det så oven i købet er lokalt, er det endnu bedre," konstaterer Samuel Rützou.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg -
KLIK HER

I de kommende fire uger skal øllen gære, modnes og klares, inden den bliver hældt på flaske.