Vil du kunne løbe 5 km om 10 uger?
Sæsonstart i Hammel GF Løb & Motion med nyt begynderhold og gåture.
April er officiel sæsonstart i Hammel GF Løb & Motion. Men selvom klubbens løbetræning og gå-hold er aktive året rundt, markeres starten på den nye sæson også med et nyt tiltag, nemlig opstart af et begynderhold.
Vil du kunne løbe 5 km om 10 uger? Så er chancen der nu for at komme godt i gang, og ikke mindst at holde ved træningen, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen. Begynderholdet har første fælles træning onsdag 12. april, men for at få en blød opstart og for at alle kan være med, gentages første uges program ugen efter, altså onsdag 19. april. Begge uger mødes holdet og starter fra Hammel Idrætscenter, Thorsvej 6.
»Holdet henvender sig til alle, som gerne vil opleve eller genfinde løbeglæden sammen med andre. Du skal ikke være i løbeform for at være med. Der kræves ingen løbeerfaring, og der ventes altid på de sidste. Det vigtigste på begynderholdet er, at du får en en succesoplevelse og en positiv og motiverende start på løberlivet,« lyder det videre.
I løbet af de 10 uger træningsforløbet varer, bygges formen stille og roligt op, så træningen går fra 4 x 2 minutters løb og 3 minutters gang, til efter 10 uger, at kunne gennemføre 5 km løb.
Der er mulighed for fællestræning hver onsdag kl. 17.30 fra Hammel Idrætscenter og søndage kl. 10.30 fra HGFs klubhus på Stadionvej 7 i Hammel.
Fælles gåture
Er du mere til en god gåtur er der også mulighed for det. Klubben arrangerer nemlig en fælles gåture hver 2. lørdag året rundt. Turene er typisk på 10-13 km og ligger enten i området omkring Hammel, eller man tager på fælles tur til for eksempel Fussingø Skov eller går rundt om Bølling sø. Forårets fulde program kan ses på både klubbens hjemmeside og på klubbens Facebookside. Næste tur foregår lørdag 22. april kl. 10, hvor turen går til Slåen Sø, Svejbækvej P10 i Silkeborg. Der er mulighed for fælleskørsel fra Hammel Idrætscenter kl. 9.15.