Kom bag kulisserne på mejeriet Øllingegaard
Væksthus Hovedstadsregionen inviterer til at få inspiration fra en virksomhed i vækst
Der nusses om produkterne på mejeriet Øllingegaard ved Skævinge ved Hillerød. Økologi er en selvfølge, og mælken tappes om natten, så den kan lande i butikkerne tidligt om morgenen – og
den behandles nænsomt på sin tur. Blandt andet holdes den mekaniske behandling af mælken på et minimum.
Det og mere kan man høre om, når Øllingegaard inviterer iværksættere og andre virksomhedsejere med bag kulisserne torsdag den 21. november i anledning af kampagnen ”De Hemmelige Helte”, som Væksthus Hovedstadsregionen står bag.
Produktstrategier, kanalstrategier og branding er blandt de emner, de besøgende vil kunne høre om.
På dagen kan man besøge omkring 20 virksomheder over hele hovedstadsregionen.
”Mange af vækstvirksomhederne er ikke så kendte i offentligheden. Men det er i høj grad dem, der holder hjulene i gang i Danmark, og derfor vil vi gerne fejre dem,” udtaler strategi- og kommunikationschef Katrine Nygaard fra væksthuset.
Derudover er det formålet med dagen at andre iværksættere og virksomhedsejere kan lade sig inspirere og få ny viden om det at drive sin virksomhed frem til vækst.
”Erfaringerne fra de foregående år viser, at de besøgende får et stort udbytte. Når man synes, man har travlt og alt er hårdt, og så møder nogle, der har klaret sig igennem en hård opstart og vækst, giver det ny energi. Man bliver løftet op over sig selv,” siger Katrine Nygaard.
Besøget på Øllingegaard Mejeri på Borupvej 69, Skævinge, finder sted klokken 9-10.30.
Læs mere og tilmeld dig på www.dehemmeligehelte.dk.