Fortsæt til indhold

Rygtet sagde Sløjfen

The Rumour Said Fire er klar til at gå på scenen i Sløjfen onsdag 13. marts

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Et nyt samarbejde viser resultatet, når der gives koncert i Sløjfen 13. marts fra klokken 20.
Her er Linieskolen i Hadsten og Sløjfen fælles om at arrangere en koncert med et af de mest omtalte bands på den danske musikscene lige nu The Rumour Said Fire.
Inden de professionelle musikere går på scenen, kan man høre Linieskolens eget band spille. Det fortæller vi om i en anden historie.

Rabat til unge

The Rumour Said Fires debutalbum fra 2010 "The Arrogant" fik store roser af den samlede danske anmelderskare, og med EP'en "The Life And Death Of The Male Body" fra 2009 i ryggen var deres navn slået godt og grundigt fast på den danske musikscene. I efteråret 2012 udkom deres andet album "Dead leaves", og igen var anmelderskaren begejstret.
Når bandet alle taler om, The Rumour Said Fire, giver koncert i Sløjfen, så er der specielt rabat til unge under 26 år.
Hvis man gerne vil have buffet først, så starter den klokken 18 i Café Sløjfen.

The Rumour Said Fire blev dannet i 2008 af forsanger, sanger og guitarist Jesper Lidang – og består ud over ham af trommeslageren Christian Rindorf, guitaristen Søren Lilholt og bassisten Kasper Nissen. Tilsammen – og ifølge Berlingske Tidendes anmeldelse af gruppens minalbum – et band der på ”blot 27 minutter spillede sig ind blandt dansk rocks mest løfterige navne.”