Fortsæt til indhold

Naturvandringer starter op igen

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Det er længe siden, at Ældresagens naturvandringer har slået et slag rundt om Frijsenborg slot. Det sker nu på den første tur i 2013.
Deltagerne mødes ved Spring Forbi kl. 9.30 torsdag den 11. april.

Bespisning af tusinder

Den tidlige forårstur den 11. april går i år til Frijsenborg park, hvor man vil vandre rundt om slottet og rundt i parken. Her fortælles der om slottet og de personer, der har givet bygningerne liv, siden hovedgården Jernit blev bygget af Valdemar Parberg i 1580-erne.

Foruden fortællingerne om hovedgården Jernit, det barokke Frijsenborg bygget 1693-1709, og det nuværende Frijsenborg i fransk-dansk renæssance bygget 1863-1868, vil turen blive krydret med Henrik Christian Georg Tilemanns billeder fra H. C. Andesens besøg på Frijsenborg i 1863, 1865 og 1868.

Man kan også høre fortællingerne om bespisningen af flere tusinde ved grev Christian Frijs' og fru Thyras sølvbryllup. Og om Otto Baches arbejde med at male det anselige maleri med titlen "Slutning af parforcejagten på Frijsenborg 1884".

Hvorfra pletskudene?

"Vi vil også bestemme, hvor godsforvalter Tilemanns fotoatelier lå, og hvor han portrætterede den grevelige familie og ikke mindst H.C. Andersen.
Der er ifølge H.C. Andersen-kendere ikke bevaret noget om, hvor det lille fotografatelier var indrettet på Frijsenborg, men det vil vi afsløre på turen," lover turleder Ole Ravn-Nielsen, der også lover, at turene foregår i et roligt tempo, hvor man tit stopper op for at se på spændende ting og få fortalt en lille historie.
Naturvandringer resten af året

Torsdag den 11. april kl. 9.30
Torsdag den 16. maj kl. 9.30
Torsdag den 13. juni kl. 9.30
Sommerferie
Torsdag den 8. august kl. 9.30
Torsdag den 12. september kl. 9.30
Torsdag den 10. oktober kl. 9.30