Fortsæt til indhold

Hjem til Hammel

Den Cavling-nominerede journalist fik 13 i dansk, husker hendes dansklærer i folkeskolen

Kultur og byliv
Arkiv

"Hun er den eneste af mine elever, der har scoret 13 i samtlige discipliner i dansk – på nær i orden," lyder det med et smil fra Jørgen Saxild, der har 37 års erfaring som lærer på Skovvangskolen.
Han taler om den nu 37-årige journalist på Berlingske, Line Holm Nielsen, der som voksen også scorer topkarakterer. Hun har været nomineret til Cavling-prisen to gange.
I 2011 for artikelserien om en dansk kvindes forsøg på at redde et nepalesisk barn med vand i hovedet.
Og i 2012 for den digitale single ?Kuppet?, der netop er udkommet som bog. Kuppet er en rekonstruktion af sagen om Danmarkshistoriens største røveri, som indbruddet hos Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008 kaldes.

Ville være journalist

"Jeg er bestemt ikke forbavset over Lines karrierevalg," understreger Jørgen Saxild.
Line, der er født og opvokset i Hammel, gik på gymnasiet i Hadsten, og blev uddannet som journalist i Aarhus.
"Jeg har villet være journalist altid, i hvert fald lige siden min dansklærer, Jørgen Saxild, spurgte, og jeg blev tvunget til at tænke over det," siger hun.

Kommer hjem til Hammel

"Det er meget naturligt, at mit arbejde nu også udkommer i bogform," forklarer journalisten, der beskæftiger sig med større tematiske artikler.
"Jeg kommer ikke ret tit til Hammel mere, så det bliver rigtig hyggeligt at have en anledning til at komme "hjem" og hilse på,"? oplyser hun.
Du kan møde Line til forfatteraften mandag 29. april klokken 19 i Hammel. Billetter kan købes i Hammel Boghandel.