Fortsæt til indhold

Hør om knogleskørhed og forstoppelse til Forskningens Døgn

Hillerød Hospital gør interesserede klogere på en række sygdomme

Kultur og byliv
Arkiv

Skal man lave en app til unge med sukkersyge? Og hvorfor får flere og flere forstoppelse?
Få svarene i Hillerød, når Nordsjællands Hospital 3. maj slår dørene op til Forskningens Døgn.
Forskning er til gavn for alle, men nogle gange kan det være lidt svært at forstå, hvad videnskabsfolkene helt konkret går og laver. Derfor inviterer Forskningens Døgn os alle sammen inden for i videnskabens verden.
I år kan du møde nogle af landets ypperste forskere på Nordsjællands Hospital, der inden for hver deres felt fortæller om deres viden, så alle kan forstå den.
”Det er forskning på et højt niveau, som vores læger og sygeplejersker brænder for at fortælle om, og Forskningens Døgn er et rigtig godt tilbud til alle, der er nysgerrige efter at vide, hvad nogle af de hvide kitler går og arbejder med. Og jeg garanterer, at man går klogere derfra,” siger Leif Panduro Jensen, der er vicedirektør på Nordsjællands Hospital.
Interesserede kan høre om den nyeste viden inden for fire aktuelle forskningsområder, der alle har det til fælles, at de handler om nogle af de mest almindelige kroniske sygdomme:
- Knogleskørhed (kl. 14.30)
En halv million danskere har knogleskørhed. Overlæge Pia Eiken fortæller om, hvordan sygdommen kan behandles. Ved Overlæge, ph.d. Pia Eiken
- Unge med sukkersyge (kl. 15.00)
Det kan være en stor mundfuld at være teenager og samtidig have f.eks. sukkersyge. Kan en ny app være med til at gøre hverdagen lettere for de unge patienter? Ved sygeplejerske og ph.d. Gitte Husted og afdelingslæge, Grete Teilmann
- Forstoppelse (kl. 15.25)
Flere og flere får forstoppelse og det kan have nogle kedelige konsekvenser. Hvorfor er det sådan og hvad kan man gøre? Ved Overlæge Dennis Raahave.
- Epilepsi (kl. 15.50)
Næsten hver tyvende dansker har en form for epilepsi, men er der en sammenhæng mellem epilepsi og depression? Ved Overlæge Christian Pilebæk.
Arrangementet finder sted 3. maj i auditoriet på Nordsjællands Hospital - Hillerød (indgang fra Porthuset på Helsevej). Der vil være forfriskninger bagefter.
Arrangementet er for alle, det er gratis og ikke nødvendigt at tilmelde sig.