Favrskov Bibliotekerne overgår til chip
Bibliotekernes personale haft travlt med at gøre de ca. 170.000 materialer klar til en ny tidsalder.
Alle materialer skal forsynes med en chip og informationerne fra de nuværende stregkoder skal overføres til chippen. I modsætning til en del andre biblioteker har Favrskov Bibliotekerne valgt ikke at holde lukket i chipperioden.
Slut med stregkoderne 7. juni
Fremover skal lånerne ikke scanne materialerne på stregkoden, men i stedet lægge dem på et afmærket felt på bordpladen på selvbetjeningsautomaterne.
Registrering via chip er fremtidens teknologi på området og langt størstedelen af landets biblioteker er allerede overgået til chip.
Dermed bliver det også nemmere at låne materialer på tværs af bibliotekerne.
Hurtigere og mere sikker
For brugerne forventes det at betyde en hurtigere og mere sikker registrering af materialerne.
Man vil kunne lægge en mindre stak materialer på pladen af gangen og få dem lånt eller afleveret på én gang.
Det er fremover lige meget hvordan materialerne vender, hvilket kunne volde problemer med stregkoderne. Chipningen muliggør desuden at alle dele af et materiale registreres, således at f.eks. en bog med tilhørende cd forbliver samlet.
Endelig vil der blive en forbedret tyverisikring, som bl.a. har stor betydning, når bibliotekerne overgår til at blive "åbne biblioteker" senere i 2013.
Åbne biblioteker betyder, at der er mulighed for at gå på biblioteket i ydertimer og weekender, men uden der er bemandet betjening.
Personalet hjælper i overgangsfasen
Selv om bibliotekerne har selvbetjening ved udlån og aflevering, vil personalet naturligvis bistå med ekstra hjælp i overgangsfasen.
I Ulstrup er der en særlig udfordring på de dage, hvor der ikke er bemandet betjening. Her opfordres lånere også til at lægge de materialer, de ikke kan aflevere, på en særskilt vogn. Så vil personalet tage sig af resten, når der igen er bemanding.