Fjendtlig trafik på Vejle Fjord
Arkæologer har opdaget og udgravet jernaldervold ved Vejle Fjord, der formentlig skulle bruges til at holde øje med fjendtlig trafik på fjorden
Arkæolog Andres Dobat fra Aarhus Universitet så for længe siden, hvad han mente kunne være en jernalder-jordvold på et plateau i skrænten mellem jernbanen og Ibæk Strandvej ved Vejle Fjord.
Derfor slog han sig sammen med den hollandske arkæologi-studerende Arjen Heijnis og VejleMuseernes ledende arkæolog Rasmus Birch Iversen for at finde ud af, om volden var menneskeskabt.
De fandt en halvkredsvold på 40 meter i diameter, som afgjort var skabt af mennesker, der har brugt den som en slags forsvarsværk eller udkigspost udover fjorden.
"Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at jernaldermenneskene har placeret forsvarsværket netop dér for at kunne kontrollere eller i hvert fald holde øje med fjendtlig trafik på Vejle Fjord," siger Rasmus Birch Iversen, ledende arkæolog ved VejleMuseerne.
Selvom det ikke kunne ses på udgravningen ved Vejle Fjord, formoder arkæologerne, at der har været en træ-beklædning i form af en palisade på eller langs med voldens yderside.
Under udgravningen tog arkæologerne prøver fra det lag nede i volden, som jernaldermenneskene har stået på i sin tid. Planterester i jordprøverne kan måske via en såkaldt kulstof 14-datering være med til at sætte en nærmere datering på forsvarsanlægget, Det kan måske være med til at sige mere om, hvordan volden har været brugt.
"Det er omdiskuteret, hvordan man skal forstå jernalder-voldenes funktion. Nogen opfatter dem som grænseposter, andre som tilflugtsborge. Men der er ingen tvivl om, at jernalderen var en ufredstid, og vi har fundet forsvarsværker mange steder," siger Rasmus Birch Iversen.
Troldborg Ring, Margrethediget og Trældiget er nogle af de andre forsvarsvolde i Vejle-området.
Resultaterne fra Ibæk-udgravningen kommer sandsynligvis til at være en del af Arjen Heijnis påtænkte ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet om jernalderens forsvarsanlæg i Danmark.