Favrskov Bibliotekerne hitter hos børnene
Både de mange pendlere og Åbne Biblioteker ser ud til at spille ind.
Favrskov Bibliotekerne har deltaget i en national benchmarkingundersøgelse sammen med 41 andre kommuner. Efterfølgende udvalgt seks biblioteker, der har gjort sig særligt bemærkede. Favrskov Bibliotekerne blev vurderet til at være det bedste indenfor kategorien "børn" ud fra udsagnet: "Mine børn har meget glæde af biblioteket".
Børnefamilierne
På alle andre parametre omkring børn, der blev målt på i undersøgelsen, fik Favrskov Bibliotekerne også meget høj score. Det gælder både i forhold til tilfredshed med materialerne, at der er gode muligheder for at være sammen som familie osv.
Børnefamilierne kommer i det hele taget meget på bibliotekerne i Favrskov Kommune. Ligesom bibliotekerne også prøver at være meget synlige uden for huset, i kraft af deltagelse i familiemesser og – festivaler og andre arrangementer.
Åbne biblioteker
På landsplan ses, at brugerne oftest besøger bibliotekerne i tidsrummet kl. 13-16. Det gælder ikke i Favrskov Kommune, hvor der er flest besøg mellem kl. 16-19. Det kan både hænge sammen med de mange børnefamilier og med pendlerene. Muligheden uden for de sædvanlige åbningstider spiller formentlig ind som i Ulstrup og snart i hele kommunen.