Helt vild med Corvetter
Claus Juul Hansen og Charlotte Jaes fra Rungsted Kyst er fælles om deres passion for de amerikanske Corvetter, som de har kørt i næsten hver dag siden 2005
Bilmærket Corvette går under tilnavnet 'America's only sportscar,' og for Claus Juul Hansen fra Rungsted Kyst er Corvette også blevet den eneste rigtige sportsvogn i hans garage.
En smuk corvette
"En sommerdag på motorvejen på vej til arbejde så jeg en smuk Corvette, der lå og cruisede i det inderste spor. Og føreren så ud til, at han ingen problemer havde i livet," fortæller Claus Juul Hansen om dengang, han første gang blev forelsket i den amerikanske sportsvogn.
Afslappet amerikaner
Siden blev Claus Juul Hansen og hans hustru, Charlotte Jaes, lokket med til Corvette-træf i Sverige af nogle venner i sommeren 2005. Det endte med, at de kørte hjem til Danmark i deres helt egen Corvette C2 fra 1965.
"Jeg tror, at de her gamle amerikanerbiler er en drengedrøm for mange. De har en snert af den der afslappede amerikanske livsstil over sig," siger Claus Juul Hansen.
Charlotte Jaes var heller ikke svær at overtale til, at skifte BMW'en i garagen ud med en Corvette, og der gik ikke mange måneder før hun fik sin egen Corvette C3.
"Det er svært at forklare, hvorfor det er så fedt at køre i en Corvette, men bare lyden af motoren er helt speciel," fortæller hun.
Fællesskabet i klubben
Da Charlotte Jaes fik sin egen Corvette, var der også plads til, at de kunne tage børnene med til årlige træf og arrangementer i Club Corvette Danmark.
"Vi har mødt mange fantastiske mennesker og set det meste af Danmark gennem de årlige træf i klubben," siger Charlotte Jaes, der også glæder sig over, at børnene, der nu er 17 og 20 år, har mødt mange forskellige venner gennem klubben.
"Vi er måske lidt prægede af, at vi bor i Nordsjælland. Det er vigtigt, at vores børn lærer, at alle mennesker er lige. Til Corvette-træf er der mange forskellige mennesker med foreskellige baggrunde," siger Charlotte Jaes.
vor Charlotte Jaes, som hendes mand med et drilsk smil påpeger kun "tanker bilen selv," så har Claus Juul Hansen har altid haft en stor interesse for biler og har også selv klargjort flere af slagsen hjemme i garagen.
Allerede for 20 år siden havde han tre ældre BMW'er stående i garagen, men der blev som han selv udtrykker det "for meget skruetid og for lidt køretid".
"Med Corvetten får du meget bil for pengene, og fordi der er så mange af dem i USA, er alle reservedele på lager. Så du skal ikke ud og pantsætte dit hus for at få råd til nye bremser," siger han og peger på, at fleksleasing også har gjort bilerne mere tilgængegelige.
Fra Le Mans til Rungsted
Claus Juul Hansens og Charlotte Jaes' Corvetter kører så ofte vejret tillader det. Siden 2005 er bilerne løbende blevet udskiftet med nyere og mere komfortable modeller med varme og affjedring, men de sværger stadig begge til den amerikanske sportsvogn.
"Jeg har også haft en Ferrari, men jeg gad ikke at køre i den. Jeg fik så meget negativ opmærksomhed. Måske fordi en Ferrari er mere 'show off'," siger Claus Juul Hansen og fortæller at folks holdninger til Corvetter er mere positive.
"Det skaber ofte begejstring, når man kommer frem, og det giver mig en glæde, når folk kommer og spørger til bilen og synes, at det er spændende".
I øjeblikket er Claus Juul Hansen den glade ejer af en Corvette Z06.
"Det er fedt at køre i en bil lidt udover det sædvanlige. Det er sjovt at tænke på, at der ikke stor forskel på min bil og den Jan Magnusson kører i under Le Mans."