Fortsæt til indhold

Der kommer kulør på Farver Skov

De tre billedskoler i Ulstrup, Hammel og Hinnerup går sammen om en udstilling

Kultur og byliv
Michael Wulff

På tværs af bygrænser har en flok maleglade unge i Favrskov Kommune i de seneste måneder arbejdet frem mod en fælles udstilling: Farverskov.
121 billedskoleelever har henover 12 undervisningsgange i foråret knoklet for at blive klar til den store fernisering, som finder sted onsdag 15. maj kl 17 i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
"Børnene spænder aldersmæssigt fra 1. til 9. klasse," fortæller en superspændt Line Frøslev.
Spændt, fordi det er det første arrangement, som alle tre billedskoler er gået sammen om.
"Vi forventer op mod 300 gæster til vores fernisering, og de kan godt glæde sig, for de unge har virkelig skabt flotte værker," siger huskunstneren.
Se også TV:
Line Frøslev i aktion med de unge i vinterferien (åbner i vores facebook)

Inspiration udefra

Hun fortæller videre, at der på udstillingen kan ses stubbe med små kravlende insekter, svampe i forskellige former og materialer og en 'sky', hvor fuglene flyver højt.
"Der bliver også malerier i to forskellige størrelser, som eleverne har skabt med inspiration fra billedkunstneren Anne Juul Christophersen. Anne har været på besøg på to af Hinnerupholdene, og vil oven i købet være til stede ved ferniseringen," siger Line Frøslev.
Hun arrangerer sammen med Jane fra Ulstrup, Mariann, Marianne, Maja og Kirsten fra Hammel samt Annitta i Hinnerup.
Udstillingen er åben i Uhresalen, Hinnerup Bibliotek, Skovvej 18, Hinnerup, frem til 20. juni.

Kristine Strøm på 14 år er også med blandt de kreative unge.
Koncentration hos 12-årige Asta Skov Mortensen.
"She just wanted to find her friend" kalder Nanna Dinesen sit værk her.