Ny kunstudstilling på GAIA om kunsten at kopiere
Fra den 29. april vender det kendte kokke-ikon, Erwin Lauterbach, tilbage til kunsten.
Alle med interesse for mad og gastronomi kender sikkert Erwin Lauterbach for hans kokkebøger, ejerskabet af restauranten Lumskebugten i København eller hans tidligere samarbejde med kokkekollegaen Claus Meyer.
Men før karrieren som kok havde Erwin som kunstmaler gang i penslerne. Hans værker blev sågar udstillet i den københavnske kunsthal Charlottenborg. Tiden gik, og Erwins kunst blev gastronomien, og penslerne og lærredet blev lagt på hylden.
Det nu 74-årige kokke-ikon solgte sidste år sin restaurant for at gå på pension. I stedet blev interessen og talentet for kunsten vækket, og der går stort set ikke en dag uden.
Nogle måneder før salget af Lumskebugten var lederen af GAIA Museum og Akademi i Randers, Anna Noe Bovin, gæst i restauranten sammen med sin mand. Deres besøg udviklede sig hurtigt uventet til en professionel snak om kunst med Erwin.
Udstillingen ’Kunsten at kopiere’ er med malerier i feltet mellem naivisme og outsiderkunst. Der udstilles både værker af Erwin Lauterbach og Otto Poulsen (1921-2006).
Tilbage i 1970’erne mødte Erwin outsiderkunstneren Otto Poulsen, der er en forunderlig figur i dansk kunsthistorie. Otto malede narrativer, ligesom Erwin gør.
Erwin Lauterbach har i sit professionelle liv som kok haft tanken at ”professionelle stjæler, og amatører kopier”. For ham en væsentlig forskel, fordi en kopi vil altid være dårlige end en original.
»Udstillingens titel er både en reference til denne tanke, og en cadeau til de kunstnere, der inspirerer os, både de professionelle og amatørerne,« fortæller Erwin Lauterbach.
Der er fernisering lørdag den 29. april. I anledning af ferniseringen serveres der en særlig anretning lavet af kokken og kunstneren Erwin Lauterbach i samarbejde med GAIA Museums køkkenteam. Der er plads til 60 personer og man skal tilmelde sig på forhånd efter først til mølle på e-mail gaia@randers.dk.
Udstillingen kan opleves på GAIA frem til 19. august.