Banko og bajer i Operaen
Hver anden torsdag afholder caféen Operaen eventen Banko & Bajer, hvor man kan vinde øl og fede præmier.
Nu udvider caféen repertoiret og udvikler bankokonceptet med sjove bankosponsorater og bankotyper. Som noget helt nyt og ekstraordinært vil der blive arrangeret en musikbanko torsdag 11. maj.
Her byttes tallene ud med sangtitler fra 80’erne. Det er ikke blot musikbanko fra en playliste på iPhonen, men levende musikere der vil levere nærværende, intim og sjov stemning undervejs.
Operaen har inviteret Woody Toke Elmholt-Mejer og Martin Møller fra det randrusianske band ”80s Inc” til at spille de bedste hits fra deres set-liste live. Efter musikbanko vil Woody og Martin spille en kort koncert med sangene i sin fulde længde.
Caféen forventer over 100 bankoglade mennesker og opfordrer derfor til at booke en plads på forhånd.