Borgere i et overvågningssamfund
Hvad gør overvågningen ved os og den verden, vi lever i? Det er et af de spørgsmål, Peter Lauritsen fra Aarhus Universitet vil belyse i et foredrag.
Peter Lauritsen fra Aarhus Universitet vil onsdag 26. april klokken 19 i Kulturhuset Pavillonen fortælle om, hvorfor Danmark i dag er et overvågningssamfund.
Foredraget er arrangeret af Norddjurs Folkeuniversitet i samarbejde med Grenaa-Djurs Rotary.
Overvåget af staten
I en pressemeddelelse fra Norddjurs Folkeuniversitet lyder oplægget til foredraget:
»Danmark er et overvågningssamfund. Hver dag bliver vi overvåget af kameraer og på sociale medier. Vi står i masser af offentlige registre, og vi giver uden skrupler tilladelse til, at private firmaer må gemme informationer om os. Alligevel vil ingen rigtig indrømme, at vi lever i et overvågningssamfund. Men det gør vi. Og det har stået på længe. Vi bliver overvåget af staten og af store organisationer. Vi overvåger hinanden, og vi overvåger os selv. Men hvad vil det sige at være borger i et overvågningssamfund? Og hvad gør overvågningen ved os og den verden, vi lever i?«
Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på onsdag 26. april, når Peter Lauritsen fra Århus Universitet lægger op til både flere spørgsmål og diskussion.
Læs mere om foredraget på https://norddjursfolkeuni.dk/