Kunstneren forlod sit liv i campingvogn for at fordybe sig i maleriet
Kamilla Herskind mener, at god kunst kræver fordybelse, nærvær og tid.
Kamilla Herskind udstiller i Åby Sognegård. Hun har boet i nærheden af Åbyhøj og synes, det er hyggeligt at være tilbage. Hun kan godt lide det jyske, det arbejdsomme og stilfærdige, og så elsker hun, når de store fortællinger kan fortælles med små ord, næsten underspillet.
Til daglig arbejder Kamilla Herskind i en baggård i Rudkøbing på Langeland med sin kunst. Hun er ung, kompromisløs og engageret. Det vigtigste er kunsten. Maleriet.
Hun maler hver dag. Hver morgen åbner hun døren til atelieret og maler, til solen går ned. Stedet har hun sammen med sin mand Jonas Balsløv, som driver møbelsnedkeriet Balsøv Snedkeri med speciallavede, unikke køkkener, inventar og restaurering.
En årrække boede de i tre ombyggede campingvogne og var med i tv-serien Trailerpark Danmark. Den livsstil betød, at de kunne fordybe sig fuldt ud, men parret ville videre.
»Jeg er ret kompromisløs. God kunst kræver fordybelse, nærvær og tid. Det er derfor, jeg ikke kun kan gøre det halvt. Jeg lever for kunsten, og jeg lever af den,« siger hun.
Om vinteren er der rum for fuld fordybelse, i sommermånederne åbner hun op, laver udstillinger og inviterer gæster indenfor.
I hendes kunst arbejder hun med eksistens, og hvad er det at være menneske. De store spørgsmål sniger sig hele tiden ind i værket. Hun tror, svaret på de store spørgsmål ligger i det nære. Vi kan ikke løse de store konflikter og kriser selv, men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at gøre den lille plet, vi selv lever på til et bedre sted. Det er det, hun gør, når hun maler.
Til udstillingen i Åby Sogns Kunstforening har hun malet spurve. Små undseelige spurve, almindelige og grå.
»Fordi de er så fuldkomment almindelige, identificerer jeg mig med dem. Det er som et folkeeventyr, hvor den lille dreng, som ingen troede på, ender med at få prinsessen og det halve kongerige.«
Udstillingen ferniseres 15. april kl. 14 og kan ses frem til 8. maj i Åby Sognegård.