Mika Vandborg i Operaen
1. juni optræder Mika Vandborg i Operaen i Randers.
»Du kender ham godt. Den fremragende guitarist, som har haft fornøjelsen af at spille med landets mest etablerede kunstnere - fra Gnags og Love Shop til Dicte, Claus Hempler, Ida Nielsen og Sanne Salomonsen - og man kan blive ved. Derudover etablerede han i efteråret 2012 rockgruppen Electric Guitars sammen med vennen Søren Andersen,« lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
Nu står Mika Vandborg på egne ben. Han udkom med sit dansksprogede album ’Den Danske’ i februar sidste år. Albummet repræsenterer Mikas simple og poetiske refleksioner over livets kontraster fra taknemmelighedens boblende glæde til tab, sorg og savn. Han gør det på sin helt egen måde, og med sine vedkommende tekster, velspillede guitarspil og tid til historierne er han en kunstner, man skal opleve live.