Gør din have til en oase for bier, insekter og fugle
Rønde Højskole og Efterskoles venner holder inspirationsaften for haveinteresserede.
Vil du gerne have mere liv i haven og gøre den til en oase for bier, insekter og fugle? Vil du vide mere om biavl og smage forskellige typer honning? Drømmer du om at få grønne fingre og dyrke din egen mad?
Så kan du ifølge en pressemeddelelse tage til inspirationsaften 11. maj kl 19-21 i to private haver på Baunevænget 2 i Rønde.
Hør om bivenlige blomster og buske, der hele sommeren kan give nektar og pollen til både vilde bier og honningbier. Se eksempler på økologiske køkkenhaver dels i højbede dels med grønsagsbede i vekseldrift.
Du er velkommen, uanset størrelsen af din have og kendskab til havebrug – bare lysten til at skabe liv i haven er der.
»Vi håber, vi kan inspirere hinanden på kryds og tværs. Der vil være smagsprøver på honning og syltetøj og en kop kaffe, krydret med hyggeligt samvær,« skriver Rønde Højskole og Efterskoles venner, der afholder arrangementet.
Tilmelding på rhesvenner.dk.