Allerød Bio får renoveret facaden
Det sker i forbindelse med forpremieren i biografen på 'Kvinden i buret'
Allerød Bio danner ultimo september 2013 rammen om forpremieren på filmatiseringen af Allerød-forfatteren Jussi Adler-Olsens 'Kvinden i buret', og i den anledning har Allerød Bio henvendt sig til kommunen med et ønske om at få renoveret biografbygningens facade. På sit møde 11. april sagde Kultur- og Idrætsudvalget ja til en facaderenovering - indenfor en ramme på 150.000 kr., der skal tages fra den afsatte pulje til samarbejdet mellem Allerød Kommune og Zentropa.
Blandt de tiltag, der opereres med ved renoveringen, er nedrivning af nuværende baldakin, opsætning af ny mindre baldakin over indgangspartiet, pudsning og maling af facade og mur ved indgangen og opsætning af et neonskilt med teksten 'BIO' øverst på biografsalens gavl ud mod Frederiksborgvej.
Udbud af opgaven kan ske i juni og renoveringen kan udføres i juli og august, så projektet er afsluttet i tide.