Fortsæt til indhold

Modelflyvningens Dag stiler mod ny luftfartsrekord

Målet er 5.000 modelflyveture i hele landet - heraf 50 fra flyvepladsen i Langstrup

Kultur og byliv
Af Peter Klar

Søndag 1. september er Modelflyets Dag i Danmark. Det betyder, at alle Danmarks omkring 100 modeflyveklubber slår hangarportene og deres flyvepladser op for alle, der kunne tænke sig en gratis time eller i to i selskab med masser af forskellige modelfly og deres "flyvetossede" ejere, piloter og konstruktører.
Når den lokale flyveklub Nordsjællands Fjernstyrings Klub kl. 10 slår dørene op, er det mange af medlemmernes fly, der vil være stillet op på flyvepladsen i Langstrup, og der vil blive fløjet intensivt, fordi Modelflyvning Danmark har en vision om at Modelflyvningens Dag skal sætte en ny dansk luftfartsrekord.
Målet er, at der fra hver klub gennemføres 50 flyvninger indtil lukketid kl. 16.
Det vil betyde, at luften over Danmark vil blive udsat for omkring 5.000 modelflyveture. Flere ture har der med stor sikkerhed aldrig været gennemført på en enkelt dag.
"Og så vil der blive snakket så meget modelflyvning som muligt. For det er jo dybest set håbet om, at vi kan bringe viden om vores dejlige sport og hobby ud til endnu flere danskere, der har fået os til at tage initiativ til Danmarks første Modelflyvningens Dag," siger Jørgen Mouritzen, som er formand for den lokale klub.