Bagagerumssalg på Østervold
Lionsklubberne i Kronjylland har i adskillige år stået som arrangører af bagagerumssalget på Østervold, og de glæder sig til nogle festlige timer med markedsstemning i centrum af Randers, når der er bagagerumssalg den 29. april.
Lions opfordrer folk til at kigge efter i skabe, lofter, garager og udhuse for at se, om der mon ikke skulle være ting der, som man faktisk ikke bruger mere. I stedet for at køre på genbrugspladsen kan man så forsøge sig som kræmmer for en dag.
Man kommer af med tingene – som andre kan få glæde af - og måske tjener man også en lille skilling.
Lionsmedlemmerne sørger for de praktiske ting omkring fordeling af stadepladser med videre og opkræver et beskedent beløb i standleje af bagagerumssælgerne.
Siden man fik idéen, har indtægterne, som alene består af standlejen, gennem årene gjort det muligt for Lions at donere næsten 450.000 kroner til forskellige lokale projekter.
Lions håber at rigtig mange bagagerumssælgere vil benytte sig af muligheden. Man tilmelder sig via hjemmesiden bagagerumssalg.dk eller til Kjeld Bang fra Lions på telefon 40 78 39 00.